Den våde, innovative,
kollaborative drøm
Hvis det handlede om at udvikle nye produktionsformer, innovative processer
eller f.eks.
udvikle et helt nyt produkt på en virksomhed, hvor ledelsen var
interesseret i, at alle
virksomhedens medarbejdere bidrog, kunne web2.0 tjenesterne komme rigtig i spil. Dette kursus har vist, hvor mange web2-veje, der er at gå (dette link kræver log in til web2beviset) også i sådan en sammenhæng.
Alle kunne bidrage med deres synspunkter, og var de ikke stærke i at skrive og
læse - f.eks. de ordblinde - kunne de bidrage med video eller Soundcloud og indtale deres ideer.
Hvis vi fokuserer på indholdet og ikke formen – altså, at det ikke var
nødvendigt at kunne skrive og sætte tingene pænt op, men derimod om at bidrage
– kunne det foregå i en kollaborativ sparring, hvor resultatet ikke var kendt
på forhånd, men hvor alle bidrog i en innovativ proces frem mod et ukendt
resultat.
Medarbejderen på gulvet, der står med forskellige arbejdsprocesser kunne f.eks.
tegne deres ideer og indscanne dem, eller optage skærmvideoer, så forklaringen
fulgte tegningens udvikling undervejs.
Ledere og udviklere formidlede deres oplæg og foredrag i videoform, så man ikke
skulle læse en skov af svære ord og begreber, men sidde hjemme i lænestolen,
når man havde tid, og diverse tjenester med kommentarfunktion eller en todayschat
skabte hele tiden fælles koncentration og fokus.
Jeg ville rigtig gerne se, at de rigtige nørder på gulvet
med fingre i produktionen i samarbejde med kreative IT-folk og udviklere kunne trumfe
fede ideer igennem, som de på direktionsgangen aldrig ville være nået frem til.
"Det har været godt for mig
at lave denne opgave, fordi
den har tvunget mig til, at
forholde mig til modellerne
og didaktikken."
Kaffeautomat med
sorte fingre
Men jeg drømmer. Det er mandag morgen, og jeg står på en virksomhed, hvor
der er sorte fingre på kaffeautomaten, og 5 friske medarbejdere, som har fået
tilbuddet om at få ordblindeundervisning, venter.
Mit formål med undervisningen må jævnfør samfundsbehovet om ’læring for livet’
være at forsøge at give dem kompetencer til at lære. At lære dem at lære. Og de
er meget motiveret.
Deres basisbehov er i de fleste tilfælde at kunne stave bedre og udtrykke sig
skriftligt. Dertil kommer bedre at kunne forstå det, de læser. Og hvis der er
appetit på også at tage fat på grammatik, syntaks og semantik er der rigeligt
at gå i gang med.
Deres viden er som bekendt organiseret i såkaldte kognitive skemaer, det vil
sige mentale strukturer, som er blevet skabt på baggrund af deres erfaring og
oplevelser.
Når de modtager ny information kan det enten være en Nåh-ja-oplevelse,
der bekræfter og cementerer ”gammel” viden i eksisterende skemaer.
(assimilation)
Men ikke sjældent synes jeg, at det er Aha-oplevelser, fordi det er
informationer, der ikke passer ind i nogle eksisterende skemaer – jo måske en
svag erindring om selvlyde og medlyde – men der er brug for at bygge nye skemaer
op.
Hvis der er tale om, at selvlyde og medlyde fylder for meget og i nogle
tilfælde også er husket forkert, skal et eller flere skemaer måske endda nedbrydes
og bygges op igen. (akkommodation)
”Men hvorfor er jeg altid
så lang i spyttet,
når jeg skal lære noget?"
Didaktisk
vægtforskydning i den virkelige verden
I den virkelige verden mandag morgen er der ifølge modellen nedenfor inspireret af Lars Qvortrop tale om, at min undervisning ofte er en læring af
1. orden.
Det, der skal foregå, er en ’kvalifikation’ og en indlæring af basisviden og
basisredskaber som f.eks. at betjene en computer, at kunne bruge IT-programmer
til oplæsning af tekst og få hjælp til stavning.
”1. orden: Hvis kursisten tilegner sig det stof mediet
formidler, udvides hans viden med dette element.” Læringen foregår altså "et
element ad gangen og i modellen beskrives videnstilegnelsen derfor som proportional.”
 |
| Model inspireret af Lars Qvortrup: “Det lærende samfund” Se modellen interaktiv (Dette link kræver log in til Web2beviset) |
Ofte vil min 1.ordens læring være opgaver på papir eller på computeren og igennem
en fælles samtale om stoffet, hvor den almindelige tavle sørger for at
fastholde pointer og læring. Jeg bruger i min undervisning også Smartboardets
mange muligheder for, at kursisterne selv kan flytte rundt med elementer, spil
og lignende.
I denne virkelighedens verden mandag morgen er der brug for en høj grad af
stilladsering, og at jeg som underviser er rollemodel. Designfoki-modellen (Dette link kræver log in til Web2beviset) taler
om forskellige lærerroller, og her er min lærerrolle instruktørens og
distributørens.
Tilbage til: at lære
at lære
Jeg skal tilbage til udgangspunktet: ’at lære at lære’ for at finde belæg for
at gå videre til det, der er rigtig spændende, nemlig at få en didaktisk
vægtforskydning hen imod en mere ”elevcentreret undervisning”. Mit spørgsmål i
dette forløb siden dag 1 har selvfølgelig været: hvordan får jeg proppet ind i ”mandag
morgen”, ”at kursisterne selv producerer, eksperimenterer, undersøger,
samarbejder, netværker, videndeler og kommunikerer i projekt- og problembaserede
undervisningsforløb. At de er de primære drivkræfter for deres egen læring”?
I praksis står jeg ansigt til ansigt med en masse web 2.0-medier, der alle indeholder
et enormt potentiale, der kan føre hen mod en ”eksponentiel videnstilegnelse”. Om
”eksponentiel videnstilegnelse” står der: ”Er eleven bevidst om selve måden
hvorpå viden tilegnes, kan denne måde eller læringsstrategi bruges i andre
sammenhænge. Det betyder, at det er lettere at lære nyt fordi eleven kan bruge
sin viden i nye situationer der opstår eller relatere ny viden i forhold til
tidligere situationer. Derfor er output effekten eksponentiel.”
I forhold til den proportionale læring skal kursisten i den eksponentielle
altså selv i sving, og i den virkelige verden er det følgende argumenter, der giver
mening for mig som baggrund for at forsøge mig med kollaborative web2.0 tjenester:
Derfor
web2.0:
- I følge en
socialkonstruktivistisk tankegang behøver stilladsering ikke kun at komme fra underviseren, men kan i lige så høj
grad komme fra medkursister.
- Både kooperative (Kagan)
og kollaborative processer åbner op for en udviklingsproces, hvor man
kan inspireres af og bygge videre på hinandens idéer.
- Ved at gå fra den konkrete
færdighedsindlæring - hvor kursisten skal lære noget, han ikke ved i forvejen (f.eks. udsagnsords
bøjningsendelser!) - og over til kollaborative processer, går vi fra det, kursisten
ikke ved og til alt det, som kursisten ved, dvs. alle andre
kompetencer og vidensområder, og muligheden for
både at lære noget og at lære andre noget er til stede.
(Det man lærer andre, husker man 90 %
af, står der for tiden på
et
opslag på lærerværelset)
- Web 2.0 tjenesterne kan bruges i en differentieret undervisning, hvor
kursisterne kan bidrage på forskellig vis og i forskelligt omfang, men om samme
opgave.
- Ved at inddrage web 2.0
kan man flytte fokus fra produktet til refleksion. Det er ikke så vigtigt, hvad der evt. bliver
skrevet ned som resultat, men vejen dertil er vigtig.
De praktiske erfaringer
 |
| Web2 tjenesten Polls indlejret i Instablog |
Mit eksempel på Instablog: Er ordblinde dumme?
Mit første forsøg ud i web2.0 var at lave en blog i Instablog, som indeholdt videoer, lyd, musik, links til artikler, billeder og et spørgeskema for at lave ”et rum”, hvor kursisterne selv kunne vælge at lytte eller læse sig til andres erfaringer med ordblindhed.
Formålet var at reflektere og diskutere forskellige holdninger
til det, at være ordblind. Jeg vil sige, at forsøget var en succesoplevelse om end ikke en af de
store. Udfordringen var nemlig, at få en diskussion i gang på holdet, efter de
havde siddet individuelt med hovedet ind i skærmen, og hver især gjort sig
nogle tanker. Men bloggen fungerer rigtig godt til at samle en række
elementer og præsentere dem.
Mit eksempel på Googledoc om Marie Krøyer her
Mit næste forsøg med web2.0 var i forbindelse med, at et af mine hold kunne se en
skoleforevisning af Bille Augusts film ’Marie Krøyer’.
Kursisterne læste først bogen: Marie Krøyer - Et kærlighedsdrama af Kirsten Ahlburg Karl Aage Kirkegaard. En fortælling, der taler til alle sanser og delagtiggør læseren i Maries svære liv og ægteskab med maleren P.S Krøyer og senere hendes forelskelse i Hugo Alfven.
Bogen motiverede med det samme kursisterne til at vide mere, før de skulle se filmen, og jeg lavede derfor et Google dokument, som alle kursisterne kunne bruge på samme tid, med en række links til hjemmesider, videoklip fra filmen, Wikipedea om Skagensmalerne, PS. Krøyer osv.
 |
| Udsnit af et fælles Google dokument med links til anmeldelser, youtube, wikipedea, malerier osv. |
Her kunne de gå på
strandhugst og finde oplysninger, som de
så i samme dokument skulle skrive ind som en slags fælles noter. I dokumentet lavede jeg overskrifter, så der var en klar
”landingsbane” for, hvor de forskellige oplysninger skulle stå.
 |
Når de havde fundet noget, de syntes var interessant, skrev de det i tabellen eller kopierede det ind.
|
Projektet blev
en succes, selvom der desværre kun var få på holdet den dag. Men interessen var
meget stor efter at finde oplysninger om ægteparret, der lavede
skandale i det celebre kunstnermiljø i Skagen. De gik på jagt efter sladder og
oplysninger om de to maleres liv, og det gjorde ikke noget, at bidraget til at
skrive noter ind var differentieret. Nogle skrev mere end andre. Det var deres engagement, der var gevinsten og iver efter at lære
noget. At tilbuddet så også var differentieret, så man både kunne hente oplysninger via videoer og via skrevne artikler var også vigtigt.
Todaysmeet
Vi brugte også tjenesten Todaysmeet i forbindelse med filmen om Marie Krøyer. Tjenesten er kun tilgængelig i et tidsrum fra en time til en uge, måned eller år, så eksemplet findes ikke længere.
Men jeg brugte chat-rummet på Todaysmeet til kommentarer: Hvad synes I så om filmen?
Desværre kunne det se ud til, at tjenesten kan have problemer med det danske sprogs smukke æ, ø og å'er. Jeg har dog efterfølgende afprøvet tjenesten igen med dansk tekst, og det virkede fint nok. Så jeg er lidt forvirret, men tjenesten skuffede på et andet punkt. Nemlig at man kun kan skrive et bestemt antal karakterer. Og det var ikke nok for de fleste af os!
Endnu et eksempel på Googledoc:
"En fortsat historie" er oplagt i Google-doc. Kursisterne skriver på skift på den samme historie, og jeg brugte øvelsen til at træne kommasætning. Hver kursist skrev med sin farve, og jeg bistod i overvejelserne om kommasætning, mens de skrev og ikke, som så ofte sker, at de venter til sidst og hælder en hel spandfuld kommaer ud over teksten.
Google Formular
Mit elevprodukt: Logbog som den ser ud for kursisterne
Mit elevprodukt: Logbog i regnearksvisning med besvarelser
Mit elevprodukt fører mig tilbage til udgangspunktet. Mandag morgen.
Jeg har lavet en logbog til et mine eksterne virksomhedshold udformet i Google formular.
Som tidligere nævnt synes jeg, det har vist sig meget svært at få succes med refleksioner over egen læring. Og jeg vil derfor gerne have et redskab, der logger refleksionen frem,og hvor kursisterne kan inspirere hinanden til at reflektere over deres egen læring.
Resultatet er en logbog, der er udformet i Google formular som et spørgeskema, og de samlede besvarelser viser jeg på væggen via en projektor. Alle kan se alles besvarelser i stedet for, at hver kursist sidder med sig selv og sin computer, og logbogen bagefter forsvinder på et USBstik eller på et kursistdrev.
Med denne logbog opstod der spontant en samtale om de enkelte besvarelser, og
ikke mindst spørgsmålet: "Kan du kan bruge det, du lærer, i din hverdag" har jeg store forhåbninger til i fremtiden. Det at kunne forbinde det lærte med hverdagen er især vigtigt, og når kursisterne vænner sig til formen, tror jeg, det kan blive et godt redskab. Også som feedback på min undervisning og lærerrolle.
Lærerrollen er blevet mere fasciliterende i forhold til den instruerende og den distribuerende, hvilket jeg er glad for, og jeg kunne mærke, at kursisterne gerne ville være med til denne evaluering. Succesoplevelse!
Minusser ved formulartjenesten:
1. Besvarelserne skal være "sendt" før de optræder i regnearksvisningen. Det havde været godt, hvis man kunne gemme løbende, så svarene indløb efterhånden.
2. Lært af bitter erfaring skal man lave sin formular som kladde først og derefter lave spørgsmålene i nøjagtig den rækkefølge, som den skal have. Selvom man godt kan flytte rundt på spørgsmålene i editoren, laver det rod i regnearket, så spørgsmålene står i en anden rækkefølge, hvilket er forvirrende.
Til næste undervisningsgang vil jeg lave en ny logbog, hvor spørgsmål og svar harmonerer i visningen. Jeg vil give god tid til besvarelserne, og jeg håber, at de vil møde op med et par gode eksempler fra det virkelige liv, hvor de har kunnet bruge noget af det, de har lært.
Alt i alt
Alt i alt synes jeg, at jeg har fået gode erfaringer med web2.0 og afprøvet nogle af tjenesterne i praksis, så jeg er fortrolig med dem og kan inddrage dem, når jeg får gode idéer og held med at tænke kollaborativt. Tak for det.
